Anja C. Andersen, professor og astrofysiker, Niels Bohr Institutet, KU


D. 9/3 kl. 14.50 - 15.30: Store sal

Fremtiden står skrevet i stjernerne – hør hvordan!

Hvad kan det offentlige lære af stjernestøv og billeder fra James Webb-teleskopet? Kom og hør Anja C. Andersen fortælle om sin forskning i himmelrummet og hvad om astronomien kan lære det offentlige i forhold til datafællesskaber, open access, diversitet og forestillingskraft. 

Oplægsholder

Professor Anja Cetti Andersen er uddannet fysiker med astrofysik som fagområde. Hun er tilknyttet Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, hvor hendes primære forskningsfelt er det kosmiske støvs termiske, dynamiske og kemiske rolle i stjerneprocesser. 

Ud over den akademiske forskningskarriere har Anja Cetti Andersen udmærket sig som en dygtig og inspirerende formidler af astronomisk forskning. Hun formår at gøre det komplicerede og svært tilgængelige stof forståeligt og interessant for mange. Med denne evne bidrager hun på sit specialistområde til at bryde tunge forståelsesmure ned mellem den akademiske verden og befolkningen i almindelighed. Det kommer derfor heller ikke som den helt store overraskelse, at formidlingsprojektet Videnskabsår22 står under Anja Cetti Andersens ledelse, ligesom hun siden 2019 har været formand for Det Videnskabelige Råd i onlineportalen lex.dk

Ud over den åbenlyse gevinst ved bredere forståelse for himmelrummet, inspirerer hun også unge mennesker til at kaste sig over forskning og til at bringe deres viden ud fra universiteternes gange. Ydermere er hun en udpræget rollemodel for yngre kvindelige forskere, idet hun i allerhøjeste grad formår at gøre sig gældende i en ellers meget mandsdomineret verden. 

Anja Cetti Andersen har fået navngivet astroiden 8820-Anjandersen efter sig, samt modtaget et væld af forsknings- og formidlingspriser nedenstående er blot et uddrag:

Priser:
2004: Forskningskommunikationsprisen
2006: Rosenkjærprisen for at formidle svært tilgængeligt videnskabeligt stof til almen forståelse
2008: Dansk Magisterforenings Forskningspris – uddeles efter indstilling fra andre forskere
2009: Mathildeprisen, Dansk Kvindesamfund, for at have sat sit præg på et udpræget mandsdomineret fag og for sit store formidlingsarbejde til især unge kvinder
2016: H.C. Ørsted medaljen i sølv, som gives for fremragende skriftlig formidling af eksakt naturvidenskab til bredere kredse gennem en længere årrække
2017: Dansk Forfatterforenings Faglitterære pris
2018: Ebbe Muncks Hæderspris

Anja Cetti Andersen har blandt andet udgivet: 
Livet er et mirakel (med sognepræst Anna Mejlhede), 2012
En lille bog om Universet, 2016
En lille bog om Månen, 2018
Marie Curie – et lys i mørket (med Frances Andreasen Østerfelt), 2018
Stjernehimlen – 50 ting, du kan se med en almindelig kikkert, 2022
Lyset fra Bohr (red.), 2022

Mere info på:
https://nbi.ku.dk/ansatte/?pure=da/persons/143217
https://da.wikipedia.org/wiki/Anja_Cetti_Andersen